Gamle spillekort

Saltum 1 Saltum 2 Saltum 3 Saltum 4 Saltum 5 Saltum 6 Saltum 7 Saltum 8

 

Gamle Spillekort

Det handler om spillekort. Sjældne kort i Saltum.

Kortspil har været et kendt tidsfordriv i Danmark siden Kong Hans. Helt bogstaveligt, for i kongens regnskabsbøger fra 1487 er hans tab opført. Endnu var det ikke et spil for godtfolk, dertil var kort for dyre. De blev importeret fra de tyske lande, fra Nederlandene og fra Frankrig. Først i 1673 blev der udstedt et dansk privilegium, der samtidig var en eneret. Frem over måtte kun spilles med danske kort. Udenlandske var forbudt indførsel. Den dristige producent hed Friedrich Jacobsen. Desværre er ingen af hans kort bevaret.

En række producenter forsøgte på skift i de næste hundrede år at etablere en stabil produktion. Forgæves. Kortene var generelt af for dårlig kvalitet. Af samme grund er det jo ikke almindeligt at finde gamle kort. De er af papir, de er af flere lag, de er med lim mellem lagene, – men først og fremmest: de bliver slidt, lasede, revne, sorte, – eller der kommer til at mangle kort. De ældste danske bevarede kort blev trykt af Jean Friedrich Mayer, som fik privilegium i 1752. To spil er på Nationalmuseet, og ét ejer forfatteren af denne artikel.

 Den næste mere kendte kortproducent var den tyskfødte Pierre Steinmann. Han fik privilegium den 21.februar 1798. I hans periode blev spillekort i stigende grad almindelige og kortspillet spredte sig til alle samfundslag. En liste over hans 63 forhandlere af spillekort dækker det ganske kongerige. Ved Limfjorden solgtes kort i Aalborg, Nykøbing Mors og Thisted, – og nordenfjords var der udsalg i både Hjørring, Sæby, Frederikshavn, Læsø og Skagen. Efter Steinmanns død 2.maj 1821 drev datteren Jeanette Tang firmaet videre i tre år, inden hun måtte give op og overlade markedet til Jacob Holmblad. Og dermed kommer vi til Saltum.

Situationen ved Jeanettes overtagelse var kritisk. I breve til kortsælgerne rundt i landet gentog hun gang efter gang, at kortene skulle opbevares tørt og lunt. Fugt var ødelæggende for kortene. Limlaget mellem billedsiden, mellempapiret og bagsiden var for ringe, så kortene flækkede i tre lag, – men hvad værre var: Der var kommet en konkurrent. Der var bevilget endnu et privilegium til kortproduktion. Det blev i 1820 givet til Jacob Holmblad, og hans kort var bedre end hendes.

Breve fra forhandlerne havde f.eks. sådanne sammenligninger: ”.. en Bemærkning er giordt fra Øresundsklub, at nemlig Deres Kort efter at være brugt, spaltedes eller flossedes hvilket ikke skal være Tilfældet med de Holmbladske, ..” og ”Siden Holmblads Kort ere komne i Brug, vil Afsætningen af Deres ikke ret gaa, da Folk ere Ligesom Børnene, meget for at faa de smukke Billeder!” Den sidste bemærkning hentyder også til, at Steinmanns kort blev trykt med træsnit, medens Holmblad allerede i marts 1823 reklamerede med kobbertrykte kort. Produktionsmæssigt gav det et hurtigere tryk, pladen blev ikke så hurtig slidt som de træskårne, og vigtigst: trykket stod skarpere, og der var på billedkortene mulighed for mere detaljerede udtryk i ansigter og kroppe.

En sammenligning af kortene fra Steinmann og fra Holmblad er meget ‘afslørende’. De Steinmannske kort har et fint papir, men det er tyndt, ikke meget overfladebehandlet, og vigtigst: det er lavet af papir, – papir ja, – men ikke papir med basis i lærred. Holmblads kort var tykkere, og det er tydeligt i kanten at se, hvorledes papirets oprindelse i tøjrester viser sig i en flosning, – der holder. Men lige så vigtigt: Limlaget mellem papirlagene var godt. Det er ikke tilfældigt, at Holmblads annoncer i Adresseavisen fra 1820-24, på nær én, alle handler om udsalg af prima hornlim! Og så en sidste ting af vigtighed. Holmblad tog springet fra helfigurer på kortene og til dobbeltfigurer. For os er modstillede billeder så naturligt, at vi glemmer, at det først skulle ‘opfindes’.

Afsætningen svigtede, så Jeanette måtte opgive. Den 17de august 1824 skrev hun i en række næsten enslydende breve til sine forhandlere, at Holmblad havde overtaget den Steinmannske fabrik. Hun anbefalede dem at henvende sig hos Holmblad, lige som hun anbefalede Holmblad at benytte hendes tidligere forhandlere.

Jacob Holmblad, født 1791, var af en svensk familie, som havde bosat sig i Danmark i 1756, og her havde startet en produktion af sæbeartikler, lak, lim mm. Hvor Steinmann havde købt sit papir i Bordeaux og i Amsterdam. Godt papir, nydeligt papir, men ikke slidstærkt, – ja så havde Holmblad-familiens handelsvirksomhed sikkert givet gode forbindelser til de få danske papirmøller. I hvert fald var papirkvaliteten af hans kort god, – og den altafgørende lim fremstillede han selv. Køb af trykmateriel og en kobberstikker var kun et økonomisk spørgsmål, – så det kunne ligne en formssag, at et privilegium til en spillekortfabrik blev givet, ikke mindst og måske især fordi Jacob Holmblad kunne introducere de dobbeltvendte billeder i Danmark. En idé familien kan have hentet i Sverige, hvor de allerede havde været i brug i næsten fyrre år, og hvor deres popularitet havde kunnet bekræftes. I sandhedens navn skal dog nævnes, at kortforhandleren i Helsingør i april 1824 spurgte Jeanette om muligheden af at levere ustemplede kort til Sverige. En handel, der ikke blev til noget.

Jacob Holmblad producerede kort fra 1820 og til sin død 1837. Gode kort. Af hans almindelige spillekort er kun tre enkelte spil kendt og bevaret. Og det endda tre forskellige versioner. De tre spil er typemæssigt tydeligt fra begyndelsen, midten og slutningen af perioden. I Egnssamlingen ligger der en fjerde version. En tidlig version. Og når der kun findes dette ene eksemplar, er det naturligvis ekstremt sjælden.

Forfatteren Karl Hansen (1909-1998), havde ved sin død testamenteret sit liv til Egnssamlingen – næsten bogstaveligt. Alt hans lokalhistoriske materiale, hans egne arbejder, ja hele sit hus og det samlede bohave tilfaldt samlingen. Her blev alt registreret, og på omhyggelig og illustrativ vis blev en Karl Hansens Mindestue ”genopført”. På en væg havde han en lille stoflomme med to spil kort. Det er ikke rene kort. Det er kort fra en tid, hvor arbejdet i jord og stald ikke let kunne skrubbes af efter arbejdstids ophør. Fra en tid før køb-og-smid-væk. Fra en tid, hvor tingene skulle holde, indtil de var slidt helt op. Helt op. For kortene her er næsten sorte, ja de er reverenter talt møgbeskidte og flossede i kanten. Men intakte!   Begge spil består af 36 kort, nemlig talkortene 5-9 samt es, konge, dame og knægt. Alle kort er lige slidte, så de har været brugt til et kortspil med 36 kort, hvor det sandsynligste er det tidligere så populære spil Skærvindsel. Egentlig skulle man der bruge 10erne, men de kunne let forveksles med 9ere, så de blev ofte udskiftet med 5erne, – som her.

Det ene spil, Jacob Holmblads spil, er en anelse kortere end det andet. Det er endnu trykt ud fra træsnit, og er dermed formentlig fra 1822-24. Hjerter es bærer privilegiestemplet med teksten ”Kongl. Priv. Spillekortfabrik for Danmark”. Ruder es har det røde toldstempel, og spar es har det sorte toldstempel.

Det ældst bevarede spil fra Jacob Holmblad har firkantede hjørner, og privilegiestemplet er en ældre version. Spillet i Saltum har de nyere runde hjørner. Billedkortene ligner det ældre spils, – men kun tilsyneladende. Billedfladen er fyldt mere ud og ansigtstrækkene er en anelse mere detaljerede. Der er sket småændringer, som f.eks. at spar knægt har fået et halsbind i stedet for en pibekrave. Billedkortene er fortsat håndkolorerede, her er det med farverne rød, blå og gul, – og så er dertil føjet nogle næsten skæmtsomme grønne blade på damernes blomster, samt til overflod en mørkegrøn farve på de røde knægtes baret og på rammen af spar konges harpe.

Der er ingen firmaangivelse på kortene. På den tidligste version stod der ”Jacob Holmblads Fabrik” på skjoldet ved klør knægt. Her er nu kun anbragt den romerske fasces, et knippe. I alle senere spil, også efter Jacob Holmblad, blev firmanavnet skrevet på kanten af kortet med klør knægt. Der er naturligvis ingen hjørnemarkeringer for Es, K, D, Kn. Det er en opfindelse, der først kommer til efter år 1900.  Mønstret på bagsiden er slidt af. Det har sandsynligvis været et prikmønster.

Det andet spil er udgivet af L. P. Holmblad, søn af Jacob Holmblad. Lauritz Peter er den store Holmblad, der udvidede produktionen, havde limfabrik på Amager, var medlem af Københavns Borgerrepræsentation og i det hele taget var en prominent herre. Han havde privatbolig, der hvor senere Amagerbanken havde hovedsæde. LP. Holmblad førte kortfabrikationen videre fra 1837 og til sin død i 1890. Undervejs kom andre kortproducenter til, og importforbuddet blev ophævet i 1847, men Holmblads kort var gode og populære. Hans kort er det nærmeste man kan komme et egentligt ’brand’ som ”de danske kort”, så det er ikke tilfældigt, at man i dag stadig kan købe kort benævnt som ”Holmblads Spillekort”, selv om produktionen for længst er gået over på udenlandske hænder.

L. P. Holmblads billedkort udviklede sig inden for fire mønstre. Dette er det såkaldte mønster B. Da spillekort normalt ikke har nogen datering påført, må man vurdere alderen på andre kriterier. I dette tilfælde er aldersrækkefølgen: 1. firkantede hjørner med firkantet ramme, 2. runde hjørner med firkantet ramme, og endelig 3. runde hjørner med rund ramme. Kortene her hører altså til de nyere kort, formentlig fra ca.1870-80. De er ikke egentlig sjældne, men så mange er der nu heller ikke bevaret.

Spillekort har naturligvis en forhistorie. Her kan f.eks. nævnes, at spar konge oprindelig skulle forestille Kong David, og derfor har han naturligvis en harpe. Spar dame har en turban på hovedet. Det er ikke en direkte orientalsk henvisning, men blot en fremstilling af tidens mode. Helt tilbage til 1837 kender vi malerier med en sådan hovedbeklædning. Spar knægt ligner?? – Ja, han ligner Holger Danske, og det er Holger Danske. Fra de tidligste franske kort omkring år 1500 havde alle billedkort navne. Spar konge var som nævnt Kong David og spar knægt var Ogier le Danois, Holger Danske. Han blev altid fremstillet med en hund gøende op ad det ene ben, – men da billedkortene blev halvfigurer, så var det naturligt i Danmark at lave vores egen version af ham, og indsætte et skjold med en løve. Gipsfiguren af Holger Danske på Kronborg er først fra 1907, så kortet her er tidligere, men knægten her sover også, og han har også korslagte arme, hvilket er helt anderledes end de øvrige knægte. På klør knægt står der ”L. P. Holmblads Fabrik i Kjøbenhavn”.  Privilegiestempel blev ikke brugt efter 1847. Toldstempel blev efter 1830 kun trykt på ruder es. Det er her helt slidt væk. Der er stadig ingen hjørnemarkeringer. Mønstret på bagsiden er et prikmønster, der danner blomster på stilk.

Men vi mangler alligevel ét svar. Hvorfor havde Karl Hansen gemt disse kort? Han kan jo ikke selv have købt dem fra nye. Et laaaangt skud, som vi aldrig vil vide, om rammer, er, at de har hængt og været brugt i hans barndomshjem eller hos hans bedsteforældre, og at han har gemt dem som et minde, helt lige som han havde genstande fra tipoldeforældrenes hjem.

Kort og samværet om kortspil danner netop ofte ramme om gode minder. Se bare det hyggelige billede med Karl Hansen og venner i Årsskriftet 1999.  Der knyttes garn, der spilles på harmonika og mandolin, og fire karle spiller kort med pibe i munden. Det er da et minde. – Men? .. Men hvad er det dog for kort de grove arbejdsvante hænder sidder med?  Det er tyske kort, udgivet før 1933 af firmaet Dondorf.  Spillet hedder Baronesse, og billedkortene er med spinkle forfinede tøsede rokokofigurer! Nej, så hælder vi hellere til Holmblad. Også selv om et pænere spil af Jacob Holmblad version fire blandt samlere vel kan koste en del penge!

Kilder:

Rigsarkivet: Familien Steinmann. Nr.433165-66

Egnssamlingen 1999

K. Frank Jensen: A Collectors Guide to Playing Cards in Denmark (1993)

 

Advertisements