Mærkede kort

Artiklen uden illustrationer 

– Spillekort, privilegier og beskatning

Den 7. september 1887 fyldte dronning Louise 70 år. Hvis hendes mand Christian IX var Europas svigerfader, ja så måtte hun jo være svigermoder, – så i den anledning var en stor del af Europas kronede hoveder samlet i København, eller mere præcist: på Fredensborg Slot, hvor dagen og dagene omkring var fyldte med fest og lykønskninger. Der er adskillige fotos fra begivenheden. Om aftenen var der tid til samtale og afslapning og den 16. september samledes så Kong Christian IX af Danmark, Kejser Alexander II af Rusland, Kong Georg af Grækenland og Prins Albert Edward af Wales ved kortbordet. De brød vignetbåndene på to spil kort, og fik deres spil. Om aftenen, efter spillet, fik kammerlakaj H.C. Lund kortene[1]. Han igen forærede dem samme aften til Waldemar Holm[2]. Holm viklede forsigtigt papir om kortene. Et par år efter skrev han en lille seddel om kortenes historie, og afsluttede med ordene ”Kortene have ingensinde været benyttede af Andre”. Og således har de ligget, vi véd ikke hvor, som et privat kuriosum i over 100 år, indtil denne artikels forfatter købte dem hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i 2008.

Vi véd ikke, hvad de kronede hoveder har spillet, men ét er sikkert: Christian IX skabte indtægt den aften, for han spillede med mærkede kort. Mærkede i den forstand, at begge spil kort var behørigt forsynede med toldstempel og vignetbånd og derfor bidrog til statens indtægter.

ILL : KONGELIGE KORT

Ovenstående tilfælde er et unikt eksempel på, at et sæt spillekort både kan dateres nøjagtigt produktionsmæssigt og bruges som sikker datering for beskatningen på det givne tidspunkt. Det er skæringspunktet for to meget forskellige indfaldsvinkler til spillekort.

Beskatningsinteresserede er interesserede i beskatningen på et givet tidspunkt og over tid, og er principielt helt uinteresserede i spillekortenes udseende og produktionsmæssige og kunstneriske baggrund i øvrigt. Omvendt hvis man studerer spillekortenes historie. Her koncentrerer interessen sig om kortene som sådan. Firmaet bag produktionen, kortenes fysiske substans, billederne og æskerne. Og en så nøjagtig datering som mulig. Til en dateringsbestemmelse er der primært en etableret liste over danske og udenlandske producenter og deres virketid, men ellers intet, – ud over den indikation, som beskatningen har givet udtryk i privilegieudstedelse og lovbestemmelser med deri fastsat anvendelse af vignetbånd, stempler og mærkater.[3]

Der har været benyttet importerede spillekort i Danmark siden slutningen af 1400tallet, men først i 1661 var anvendelsen så udbredt, så der var basis for en skattemæssig udnyttelse. I optakten til etableringen af enevoldsstaten i 1660, efter de ulykkelige Svenskekrige, udgjorde accisen og i det hele taget rettigheder og privilegier omkring konsumtionsskatterne et centralt element, og da Konsumtionsforordningen kundgjordes den 26. september 1661, var indførte spillekort beskattet med 8 %.[4]

Det første privilegium til fremstilling af kort i Danmark gav Christian V tolv år senere, den 3. december 1673, til Fridrich Jacobsen[5].

5. 5. giøre alle witterligt, at efftersom Fridrich Jacobsen for os allerunderdanigst hafver ladet andrage, huorledis hand agter at indrette it verck, kort at giøre, med allerunderdanigste begiering, wj hannem derpaa voris octroye allernaadigst ville forunde, da hafue wj effter saadan hans allerunderdanigste ansøgning allernaadigst bevilget oc tillat, saa oc etc., at bemelte Fridrich Jacobsen oc hans medinteressenter maa bemelte kortverck her etc. med effterschrefne conditioner indrette.
6. Att hand oc hans medjnteressenter i woris riger oc lande skall were boesiddendis.
7. Skall saadanne kort her etc. alleene oc ingen andensteds i voris riiger Danmarck oc Norge paa tolf aars tiid giøris, ey heller imidlertiid nogen fremmede kort did indføris, vnder straf aff samme indførde kortes confiscation.
8. Maa saa mange af samme kort, som aff woris lande vdføris, toldfrj passere.
9. Skall samme kort vere af de fiiniste eller i det ringeste saa gode som Peter Meffarts kort, saa oc for bedre kiøb selgis end de kort, som kommer fra andre steder. Oc paa det kremmere j deris næring ey her ved nogen skade schulle tilføyes, da schal af jnteressenterne ingen kort uden i gros selgis.

Oc skall forschrefne woris allernaadigste octroye sex maaneder fra dette woris allernaadigste brefs dato at bereigne begynde oc angaa oc saaledis forschrefne tolf aars tiid, oc indtil wj der om anderledis tilsigendis vorder, continuere. Forbiudendis etc. Hafniæ 3 decembris 1673.

Jacobsen fik således eneret på fremstilling af spillekort i tolv år, og import blev forbudt. Vi må formode, at alle danske kort fra Fridrich Jacobsen og frem har været forsynet med et privilegiestempel af en slags, men vi må også erkende, at der formentlig har været en udbredt ulovlig import af udenlandske kort.

Desværre er ingen kort bevaret af Fridrich Jacobsens produktion, og vi har intet vidnesbyrd om, hvorfra og hvor længe han virkede. Når der ingen kort er bevaret, kan det skyldes en begrænset produktion, men nok mere sandsynligt er det, at kvaliteten har været så dårlig, så de er gået til. I Jacobsens privilegium stod eksplicit, at kvaliteten skulle være mindst lige så høj som kort produceret af den kendte hollandske Peter Meffardt. Det er derfor ganske sigende, at netop kort fra Meffardts produktion findes i to hele sæt og i flere enkeltkort i Nationalmuseets samlinger, men altså ingen kort fra Fridrich Jacobsen.

Tyve år senere er der vidnesbyrd om to andre producenter. I en synsforretning 21. november 1693 fra Strandmøllen mellem København og Helsingør nævnes redskaber og materialer til en forudgående kortproduktion ved forpagteren Hans Heuser[6], og den 9. april 1694 forelå så en ansøgning fra Lorents Schlöri vedrørende en kortfabrik ved Frederiksdal. Han planlagde en produktion på 50 dusin spil om ugen.[7] Ej heller fra disse to producenter er efterladt kort.

Den første danske produktion, hvorfra vi har kort bevaret, begyndte 27. september 1752, hvor Jean Friderich Mayer modtog privilegium til produktion af spillekort. Igen kombineret med et forbud mod import af fremmede spillekort. Forbuddet blev gentaget og skærpet i forordningerne af 10. november 1756 og 4. januar 1757.

Fra Mayers værksted/fabrik er der på Nationalmuseet bevaret et komplet spil dyretarok[8],

ILL : TAROK (ELLER FORSIDE)

og på Roskilde Museum er bevaret fire billedkort og to esser af et almindeligt spil. Begge spil behørigt toldstemplet. Dertil findes nu også et komplet ikke-stemplet spil fra Mayers hånd. Dette spil og måske et eller to mere kan have fungeret som ”vareprøver” ved Mayers ansøgning om dansk privilegium[9].

ILL : MAYER 1752 (ELLER FORSIDE)

Det er et meget ujævnt baggrundsmateriale, der står til rådighed for en beskrivelse af privilegier og beskatningen af spillekort. Ujævnt i den forstand, at regelsættet bag produktion og afgift naturligvis kendes, men at det derefter kun er muligt tilnærmelsesvis at koble stempler og mærkater sammen med sikre årstal. I offentlige arkiver, inklusive Erhvervsarkivet, er materiale fra kortproducenter stort set fraværende. Danmarks største kender af spillekort, K. Frank Jensen, udgav i 1993 ”A Collectors Guide to Playing Cards in Denmark”[10]. Heri har han skønsvis dateret alle danske spillekort. Det er sket på baggrund af hans store erfaring, og på baggrund af en spredt mængde arkivalsk materiale, som han havde modtaget fra de to største danske producenter, og dermed sikret for eftertiden. Det var fra firmaet S. Salomon & Co., Holmblads Spillekortforretning og fra firmaet Handa. Som en del af sit forarbejde til den store danske kortkatalog havde K. Frank Jensen i 1986 udgivet ”Ruder Es. Om spillekortbeskatning i Danmark”.[11] Denne lille bog på 44 sider er fortsat den mest oversigtlige beskrivelse af beskatningens udvikling. Den indeholder både historie, billedeksempler og aftryk af nogle af de bagvedliggende lovtekster. I en gensidig udveksling af viden er der så før og efter ”Ruder Es” udgivet små beskrivelser ved Peter Poulsen, Roskilde, der som medlem af Scandinavian Collectors Club skrev to opsatser i tidsskriftet ”Luren” i 1981 og 1987[12], samt udfoldede typologisering og datering i sin ”Catalog of Scandinavian Revenue Stamps” vol. 2, udgivet i 1989[13], især er her dateringerne mellem 1848 og 1942 vigtige.

I skæringspunktet for de to indfaldsvinkler til spillekort har vi således vores viden om lovgrundlaget og om producenterne. På kort og æsker bliver der så fire muligheder for en datering. De anvendtes tidsmæssigt overlappende:

Privilegieangivelse. Fra 1752 (og sandsynligvis også før) til 1847

Toldstempel. Fra 1752 (og sandsynligvis også før) til 1949

Vignetbånd. Fra 1848 til ca. 1900

Mærkater. Fra ca. 1900 til 1963

Privilegieangivelse

I forbindelse med udstedelsen af privilegium til dansk produktion i perioden 1752-1847 var der et dermed sammenhængende importforbud på spillekort.

På de enkelte fabrikanters kort blev privilegierne markeret forskelligt.

1752-1783 Jean Friderich Mayer

På Mayers dyretarok og på hans almindelige whistkort er det såkaldt lille danske rigsvåben i form af tre løver med omgivende hjerter trykt på skjoldet ved Klør knægt.

ILL : MAYER 1753

1783-1790/98 C.E. Süsz, Kunze og Dressler

Den efterfølgende privilegieholder var C.E. Süsz der i 1790 gik i kompagniskab med Kunze. I deres whistspil var det lille rigsvåben igen placeret i skjoldet på klør knægt, medens det i deres tarokspil var i skjoldet hos både hjerter og klør konge. Fra en samtidig privilegieholder J.V. Dressler, kendes ingen kort.

1798-1820 Pierre Steinmann

Pierre Steinmann har på Nationalmuseets eksemplar en kongekrone og et C(hr.) VII Rex på spar es. Der er også et omslag med kongekrone over monogrammet F(r Rex) VI .

Alle ovenstående rigsvåben og kroner er ikke i sig selv en privilegieangivelse, – men må nok kunne forstås som den kongelige tilladelse til produktion af kortene. Og netop kun en produktion, ikke et salg. Salget skete først kun fra Friderichs Hospital.[14] Det blev udvidet og er udførligt beskrevet i en forordning af 18. maj 1759, idet Friderichs Hospital fremover godkendte en enkelt sælger for hver købstad, efter indstilling fra magistraterne eller byfogederne. I København var det f.eks. således: Men i Khavn skal ordineres 3 Mænd og 1 paa Christianshavn, som boe paa beleijlige Steder. Hvilke, ligesom de andre og paa samme Maade, alene skal have Frihed til at sælge stemplede Kort der i Staden.

En Rentekammerplakat af 24. september 1822 ændrede dette system.[15] Nu blev salget åbnet således: .. at Udsalget af Spillekort i Danmark fra 1823 Aars Begyndelse ikke længere skal skee for Kgl. Regning, hvorimod det fra samme Tid overlades de privilegerede Kortfabrikanter, for egen Regning, enten selv, eller ved andre, saavel i Kiøbenhavn, som i de øvrige Kiøbsteder her i Riget, at udsælge Spillekort til saadanne Priser som de finde passende, ligesom det og fra samme Tid skal staae Handlende frit for, af Fabrikanterne at kiøbe Spillekort til videre Udsalg; og at de Kort, som sælges, i ethvert Tilfælde ere forsynede med behørigt giældende Stempel, da alt Salg eller Brug af Spillekort, der ikke paa anordnet Maade ere stemplede, fremdeles skal være forbudet her i Riget …

Stempelindtægterne flyttede derved også fra Frederiks Hospital over i den kongelige kasse, – der så til gengæld årligt betalte fattigvæsenet 320 rigsbankdaler.

1820-ca.1837 Jacob Holmblad

Jacob Holmblad benyttede et rødt stempel på hjerter es. I hans periode var der to varianter. Først et stempel med en dobbelt ring med en indvendig vandret skrevet tekst: ”Kongelig Privilegeret Spillekort Fabrik for Danmark”. Det afløstes af en enkelt ring med en krone i centrum og langs den indvendige kant teksten ”Kongl. Priv. Spillekortfabrik for Danmark”.

ILL : HJERTER E

1837-1847 L P. Holmblad

L.P. Holmblad ændrede faderens stempel til at være en dobbelt ring med krone i centrum og tekst mellem de to ringe ”Kongl. Priv. Spillekortfabrik København”. Fortsat stemplet på hjerter es.

Forbud mod indførsel af spillekort, senest fornyet ved Forordningen af 1ste maj 1838, blev ophævet i 1847, og samtidig hermed bortfaldt de danske privilegier og privilegiestemplet.

De nye regler fastsattes i ”Placat for Kongeriget Danmark, angaaende Indførsel, Fabrikation og Brug af Spillekort”, dateret 9. juni 1847 med ikrafttrædelse den 1ste januar 1848.

På indførte kort skulle fremover opkræves 3 rigsbankskilling pr. spil[16], og dertil blev lagt en stempelafgift på 8 rigsbankskilling pr. spil. Stempelafgiften gjaldt helt tilsvarende for indenlandsk producerede kort, idet det nu blev åbent for enhver at ansøge om bevilling ”paa Forfærdigelsen af Spillekort”[17]. Hvorledes stemplingen af spillekortene skulle foregå ville blive meddelt senere, men det afgørende var fortsat, at personer der solgte eller endog bare spillede med ustemplede kort ville være hjemfalden til straf.

Placaten fulgtes den 17. juli 1847 op af ”Bekjendtgørelse for Kongeriget Danmark angaaende Spillekorts Stempling efter 1ste Januar 1848”. Heri bestemtes, at alle kort, såvel de indførte, som de i Danmark fremstillede, skulle stemples på ruder es. Til den ende skulle ruder es på alle spil ligge øverst og lige inden for et rundt hul i kortenes æske, således at afstemplingen kunne foretages uden at lukke æsken op. Tillige ville alle spil af toldvæsenet blive forsynet med et ”vignetteret Papirbaand uden om Omslaget”, – og begge dele skulle ”være tilstæde ved ethvert Spil Kort, indtil det er taget i Brug”. Afstemplingen og påsætning af vignetbånd skete i København af Oppebørselskontroløren for Brænderi- og Kortstemplingsafgiften med underhavende personale. Uden for København skete det ved Inspektøren (Forvalteren) eller en Kontrollør i forening med én eller flere af Underopsynet

Toldstempler. Fra 1752 til 1949

1752-1820. Toldstemplet på disse første kort var et sort stempel på ruder es, og et rødt på spar es. Det var rigsvåbnets tre løver på et skjold med lige side og med en krone øverst. Det var omgivet af en tynd enkelt ring.

23.okt. 1767 sendtes et reskript til Frederiks Hospital, om at kortstemplet skulle forandres. Anledningen var gentagne eksempler på forfalskning. Vi véd dog ikke, om der skete nogen ændring

Ca.1820- ca.1830. Toldstemplet var fortsat på både spar og ruder es, men på et tidligt tidspunkt i 1820erne ændredes stemplet, således at ringen om rigsvåben og krone bortfaldt. Selve stregtegningen var tyndere og virker mere detaljeret.

Ca.1830- ca.1890. Stemplet var i rødt og blev nu kun påført ruder es. Våbnet blev ændret, idet det tilspidsedes for neden. De tre danske løver blev rykket over i venstre side. Til højre kom de to slesvigske løver, og nederst anbragtes det holstenske våben. Dette stempel forblev uændret til stemplingens afskaffelse, – men farven ændredes undervejs.

Ca.1890- ca. 1918. Stempelfarven var mørk lilla. Ved en skrivelse af 24.juli 1890 fra Generaldirektøren til Overtoldinspektøren ændres farven fra rød ”der lader sig afvadske paa nogle Arter gummererede Spillekort.”

Ca. 1918-ca.1940. Farven blev ændret til lys grøn. Formentlig i forbindelse med forhøjelsen af stempelafgiften i 1918.

En gåde måske: Jeg har et amerikansk kortspil udgivet af New York World Fair i 1939. Det er afstemplet med det danske toldstempel, men i blåt! Og med tallet 107 inden for den yderste ring. Det er troligt, at kortspillet er blevet solgt på Verdensudstillingens danske pavillon. Men hvorfor har det krævet en dansk afgift? Og hvorfor er det et blåt stempel? Som vi skal se nedenfor, så benyttes blå mærkater ved danskproducerede kort. De enkelte afstemplingssteder har hver deres nummer, men det indgår ellers aldrig i selve stemplet.

ILL : NEW YORK

Ca.1940-ca.1949. Farven er en lidt lysere grøn. Stemplet blev ændret, således at løverne på skjoldet blev grovere i stregen men samtidig fylder mindre i skjoldet. 1949 ophørte afstemplingen og blev afløst af en påklistret 2 kroners mærkat

Vignetbånd. Fra 1848 til ca.1900

Vignetbåndene blev ført om omslagspapiret og limet sammen på bagsiden. Fremmede spillekort blev påført et rødt vignetbånd, indenlandsk fremstillede et blåt. På vignetbåndet var der fire åbentstående rubrikker, der udfyldtes med henholdsvis stemplingsstedets nummer, et årstalsmærke (se under mærkater nedenfor), et løbenummer og inspektørens/forvalterens underskrift.

ILL : BLÅ BANDEROLE

Ved åbningen af en pakke spillekort blev vignetbåndet brudt, og da det jo kun var fæstnet til indpakningen omkring sin egen sammenlimning, så er vignetbånd i dag ekstremt sjældne. Oftest sidder kun en limklat og et lille stykke papir tilbage. Selv i K. Frank Jensens materiale er der kun fire bånd. Det er et blåt vignetbånd fra Frederik VII (1848-1863), samt to blå og et rødt vignetbånd fra Christian IX (1863-1906). Egentlig kunne der også være vignetbånd for Christian VIII, men eftersom han døde den 20. januar 1848 er de næppe nået at komme i anvendelse. Vignetbåndene blev afskaffet i år 1900.

Mærkater. Fra ca. 1900 til 1963

Ved afskaffelsen af vignetbåndet indførtes i stedet en etikettering med frimærkelignende mærkater. Det hidtidige toldstempel udgør den centrale del af mærkatet. Det er omgivet af bølgende ornamenter og med spar, hjerter, ruder og klør i hjørnerne. Det var fortsat blåt for danskfremstillede kort, og rødt for importerede.

For at hindre misbrug annulleredes mærkaterne ved en overstempling med toldstedets navn, samt en bogstavkode for hvert enkelt år. Denne afstempling er følgelig den sikreste datering på et spil kort, – hvis altså man har æsken og mærkatet, og det så i øvrigt kan læses.

ILL : MÆRKAT 1

Dateringskoderne er følgende:

1848	Q	1858	P	1868	b	1878	R	1888	B	1898	b	1908	R	1918	F	1928	M
1849	R	1859	G	1869	a	1879	I	1889	A	1899	K	1909	Z	1919	E	1929	C
1850	F	1860	H	1870	p	1880	h	1890	gG	1900	o	1910	G	1920	T	1930	K
1851	U	1861	I	1871	r	1881	c	1891	L	1901	p	1911	S	1921	r	1931	O,E
1852	V	1862	T	1872	t	1882	k	1892	q	1902	X	1912	A	1922	y	1932	O,E
1853	Y	1863	L	1873	d	1883	W	1893	l	1903	H	1913	B	1923	p	1933	U
1854	Z	1864	K	1874	y	1884	e	1894	a	1904	M	1914	L	1924	v	1934	N
1855	C	1865	X	1875	f	1885	S	1895	s	1905	C	1915	e	1925	Ø	1935	B
1856	E	1866	m	1876	l	1886	P	1896	U	1906	D	1916	I	1926	H	1936	I
1857	D	1867	s	1877	x	1887	F	1897	E	1907	N	1917	W	1927	G	1937	D
																1938	F

1939-1942 blev benyttet L, X, T og Z, men det er ikke kendt, hvilke år, der brugte hvilken kode.

Mærkaterne ændredes ganske lidt over tid. I øvrigt findes der inden for de enkelte versioner mærkater med andre meget små afvigelser.

Nedenstående periodeangivelse for anvendelse er alene beregnet ud fra annulleringskoden, men da nogle afstemplingssteder har haft gældende mærkater liggende, da nye blev udgivet, så findes også annulleringer af ældre mærker, efter at nye er taget i brug. Derfor usikkerheden i tidsangivelse.

Version 1. Ca.1900-1906. Små hjørneornamenter, med ensartede lodrette linier i det nederste felt (Holsten).

Version 2. 1905-1914. Lige som version 1, men til højre for Holsten-feltet er der en ekstra afbrudt linie mellem de øvrige lodrette linier.

ILL : TYPE 1AB

Det er yderligere muligt at tidsdele dette mærke, da mærkerne fra 1905-1906 har 11 takker, i modsætning til 1906-1914 med 11½ takker.[18]

Version 3. 1913-1936. Større hjørneornamenter med en anderledes form af især klør og spar i hjørnerne. 1913-32 var der 11½ takker. Efter 1933 forekom de kun som to ad gangen på grund af den dobbelte afgift. Her var der 11 takker. Denne version 3 kendes også annulleret i 1937.

I 1933 blev afgiften forhøjet fra 1 til 2 kroner. Vi finder derfor fra 1933 til 1936 to mærkater på hvert spil.

Version 4. 1936-ca.1942. Lige som version 3, men med en lille prik i Holstens våben. Også disse findes kun som par. 1936-1938 var der 11 takker, 1938-1942 var der 11½. Også denne variant findes annulleret uden for perioden 1936-1942.

Version 5. Ca. 1942-1949. Den parvise etikettering blev cirka 1942 afløst af et enkelt mærke, der så til gengæld overstempledes med ’2 Kr.’ Perforeringen af mærkaterne på dette tidspunkt er med 14 takker.

Nyt mærke. 1949-1963. Det nye mærke, der findes i to røde nuancer, var noget længere i højden og havde et fortryk pr. 2 Kr. Det blev påsat af importørerne selv, og naturligvis afregnet på grundig vis.

ILL : HANDA 99

Efter mærkaternes afskaffelse pr.1. marts 1963 skete toldberegningen på samme grundlag som for andre importerede varer.

ILL : TOLDSEDDEL 1944

Ved studiet af spillekort er de foranstående ledespor til dateringer det eneste relevante. Er man skattemæssigt interesseret vil afgiftsstørrelser og straffebestemmelser også komme i betragtning. Jeg har derfor yderligere lavet en kursorisk sammenføring af de to emner ud fra det gennemgåede lovgrundlag.

Afgifternes størrelse

1661, 26. sept.: 16 skilling dansk

1756, 10. nov.: 6 skilling af hvert spil – til Friderichs Hospital.

1757, 4. jan.: 6 skilling som ovf. – til Fr. Hosp.

1759, 18. maj: 12 skilling pr. spil. Prisen ved videresalg var fastsat til 14 skilling for et spil, – altså en fortjeneste på (kun) 2 skilling.

1783, 24. nov.: Salgsprisen hæves til 15 skilling pr. spil.

1807, 20. marts: Salgsprisen hæves til 18 skilling

1808, 12. aug.: Salgsprisen forhøjes yderligere

Ved ophævelsen af indførselsforbuddet den 9. juni 1847 pålagdes importerede kort en indførselstold på 3 skilling pr. spil. Stempelafgiften fastsattes til 8 skilling pr. spil, hvilket også gjaldt for danskproducerede kort.

1863, 4. juli: Tolden nedsattes til 2 skilling. Stempelafgiften var fortsat 8 skilling.

I 1908 er afgiften kr. 0,25 pr. spil

I 1918 blev det kr.1,00 pr. spil

I 1933 blev det kr. 2 pr. spil

Ved lovbekendtgørelse nr.87 af 27. februar 1976 var afgiften fortsat kr. 2 pr. spil.

Straff

Sammen med privilegierne og sammen med systemet af stempelmærker fulgte naturligvis også bestemmelser om bøder for overtrædelse ved spil med eller forhandling af ustemplede kort.

Ved det første privilegium i 1673 er alene omtalt, at ulovligt indførte kort konfiskeres. Ved næste privilegieudstedelse, i 1752, blev forbuddet mod indførsel gentaget, men i de følgende år blev der gentagne gange fundet udenlandske ustemplede kort og sågar kort med forfalskede stempler. Oftest indført fra Holland. En ny forordning af 10. november 1756 fastsatte derfor en prohibitiv høj bøde på 50 Rigsdaler for hvert spil, og tillige blev der næsten fristet til angiveri, da bøden nu for halvdelens vedkommende skulle tilfalde angiveren, og den anden halvdel Frederiks Hospital. Samme straf bibeholdtes i forordning af 4. januar 1757. Forordningen er primært en indskærpelse af, at tidligere indførte kort skal sendes til afstempling og beskatning.

Samme år den 31.oktober 1757 ændredes forordningen. Bygningen af Frederiks Hospital var afsluttet, så fremover var bøderne fordelt således, at angiveren fortsat fik halvdelen af de fastsatte 50 rigsdaler, – medens politikassen i København skulle modtage den anden halvdel. Både i de forudgående og senere forordninger er tillige angivet, hvorledes bøderne fordeles, når forseelsen sker i provinsen eller i Norge.

To år senere, den 18. maj 1759, kom igen en forordning angående ”alle fremmede stemplede Korts Cassation og Afskaffelse”. Denne forordning sigtede mod de eventuelle lagre, der fortsat måtte være i Riget. Som udgangspunkt skulle alle disse kort indleveres, overstemples, og sendes ud af rigerne eller f.eks. til ”de Kgl. Colonier i Ost- og Vestindien”. Derefter blev antrufne udenlandske kort straffet med en mulkt på 10 Rdl. pr. spil for ejeren.

Fra 29. august 1818 foreligger en Plakat om straffe for benyttelse af ustemplede kort. Det er fortsat 10 Rigsdaler, med halvdelen til anmelder og halvdelen til fattigvæsenet. Kortene konfiskeres.

Plakat af 24. september 1822 flyttede salget ud af Frederiks Hospitals regi, idet der nu fremover måtte sælges direkte fra producenterne, dog naturligvis stadig med det pålagte stempel. Straffen for at benytte ustemplede kort var fortsat 10 rigsdaler pr. spil.

Og endelig blev bestemmelserne lempet i Plakat af 9. juni 1847 (med ikrafttræden 1. januar 1848), idet der skelnedes mellem, hvad man kunne kalde benyttelse til eget brug, og kort med videresalg for øje. Straffen for det sidste blev konfiskation og en mulkt på kun 1-3 rigsdaler pr. spil. Halvdelen tilfaldt fortsat anmelderen, og den anden halvdel gik til fattigvæsenet. Samme bestemmelse fortsatte ved importforbuddets ophævelse i 1847.

Hasardspil

Der blev altså spillet kort. Der blev spillet meget kort. Der er endda indsat en separat bestemmelse i Danske Lov af 1683, hvor der står at Ingen er pligtig til at betale hvis hand i Dobbel taber og der skyldig bliver.[19]

Spil på gaderne og ’i huussene’ blev forbudt 10.januar 1685. Det er en alfaderlig bekymring, der kommer til udtryk i begrundelsen:

At eftersom Vi komme udi Erfaring, hvorledes paa Gaderne her i Voris Kongl.Residentz-Stad Kiøbenhafn skal imellemstunder findis Doblere oc Spillere at udstaa, som ved én oc anden Treck i Spillet, sig mange, fornemmelig unge Folckes hos sig havende Midler liderligen tilbringer, oc til Ungdommens forførelse skadelige Anledninger giver … – så forbydes det.

Ved pågribelse skete konfiskation til deling mellem politimesteren og Børnehuset på Christianshavn.

Forbuddet blev udvidet 1. oktober 1698 da kongen henvendte sig til politimester Claus Rask i København om spil i vinhuse, thehuse og gæstgivergaarde[20]. Reskriptet begynder:

5. 5. Vor bevaagenhed tilforn. Saasom vj komme i erfaring, hvorleedis stor misbrug skal gaa i svang paa adskillige stæder her i voris etc. Kiøbenhafn med fremmede spil under navne afbasette, trente et quarente oc pour et contre, saa oc med bancq at holde, hvoraf lettelig én oc anden u-leilighed kunde foraarsagis, saa er hermed voris etc., at du strax alvorligen lader advare oc tilkiende give alle viintappere, herbergerer, tee værter oc andre deslige af jndvaanerne her j voris etc. Kiøbenhafn oc Christianshafn, at de ingenlunde tilstæder i deris huuse noget saadant spil at øvis eller bancq at holdis, hvormed du flittig oc nøye indseende skal have.

Derefter fastlægges, at hvis byens betjente opdager sådanne spil, så må de konfiskere pengene, og dele dem mellem sig! Yderligere skal udmåles en passende bødestraf til spillerne, og især til værterne. Bøderne skal tilfalde Vor Frelsers Kirke på Christianshavn.

Der blev igen udstedt forbud mod hasardspil i en forordning af 6. oktober 1753. Over elleve paragraffer blev udfoldet, hvor og hvorledes spillere skulle pågribes og straffes. Igen var det den faderlige omhu, der lå bag. Denne gang udtrykt helt eksplicit:

Saa have Vi af særdeles Kiærlighed og Faderlig Omhue for Vore kiære og troe Undersaatter, og for at betage de Skrøbelige iblant dem, saadan Anleedning til at forøde det de have erhvervet, hvilket Vi derimod, efter Vores Velmeenende, kiærlige og Faderlige Hiertelaug til dem, ønske at enhver af dem maatte anvende til deres egen sande Nytte og Beste, Allernaadigst fundet for got, at forbyde saadan Spill, … Ingen Stæd i Vore Riger og Lande, være sig Publiqves, eller Privates Huuse, skal dette Vores Allernaadigste Forbud være undtagen; ..

Ved denne forordning blev straffene gradueret, idet førstegangsforseelsen blev straffet med bøder på mellem 10 og 50 rigsdaler, stigende til straf på kroppen og fæstningsarbejde eller rasphuset ved gentagne overtrædelser. Pengene kunne deles mellem angiveren og politiets betjente. Der var dog én undtagelse fra forbuddet!

.. Og ved Vores eget Hoff ville Vi alleene Allernaadigst tillade slige Hazard-Spill paa de sædvanlige Apartements, paa Galla-Dage, og ved andre Festiviteter i Vores og det kongelige Hoffes Overværelse.

Og således når vi tilbage til vort kongelige spil af 16de september 1887. De fire royale kortspillere har næppe spillet hasard, og skulle hasardforbuddet ikke være afskaffet i de mellemliggende år, ja så var de jo vel også stadig hævet over den slags.

[1] Hans Christian Lund, *1812, kammerlakaj, kammerassessor, ved dronningens hof 1864-1898.

[2] Knud Waldemar Holm, *1845, ekspeditionssekretær ved Overhofmarskallatets Ekspeditionskontor 1867-1906.

[3] Sverige og Østrig er i den henseende meget heldigere stillet. Her har produktionsåret været trykt på hjerter es.

[4] Se f.eks. L.V. Birck: Cisen og Konsumptionen (Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1920, Bd. 3, Rk. 28, s.81-106), spec. s.105.

[5] Kjøbenhavns Diplomatarium, Bd. 6, Kbh. 1884, s. 626, se også Hans Jørgen Hinrup: ”Fridrich Jacobsen. Det første danske privilegium 1673” i Kartofilen. En tidskrift om spelkort & kortspel. Juli 2005, nr. 2, s. 4-5.

[6] C. Nyrop: Strandmøllen. Aktstykker til oplysning om den danske papirfabrikation. Med Strandmøllen som midtpunkt. (Kbh. 1878). ”Zwey alte dännene Bäncke, welche Zur Karten macherey hiebevor gebrauchtet worden” (s. 79) og ”.. noch sind alhier 14 a 15 Riesz ungeleimt Klein Kartenpapier verhanden” (s. 84).

[7] Ibid. s. 96f.

[8] Udgivet i facsimile 1978 af Hagen & Sørensen, Odense.

[9] Se Hans Jørgen Hinrup: ”De første Mayerkort”, i Kartofilen. En tidskrift om spelkort & kortspel, april 2008, årg. 19, nr. 1, s. 4-6, samt ”Gode kort på hånden” i Antik og Auktion, 2010, nr. 1, s. 11.

[10] Udgivet på forlaget Ouroboros.

[11] Udgivet på forlaget Ouroboros.

[12] Luren. Scandinavian Collectors Club, Chapter No. 17, Los Angeles, vol. 13, no. 1, Jan. 1981, p. 1, 3-6 og i

Luren. Scandinavian Philatelic Library of Southern California, Los Angeles, vol. 19, no. 4, April 1987, pp. 3-4.

[13] Ed. By Paul A. Nelson. Publ. by Scandinavian Philatelic Library of Southern California, Inc. with the Scandinavian Philatelic Foundation.

[14] Frederiks Hospital (det nuværende Kunstindustrimuseum) blev bygget mellem 1752 og 1757. Hospitalet var specielt beregnet på at modtage fattige og ubemidlede patienter. Omkostningerne til byggeriet blev dækket ved en stribe af henlagte afgifter, hvoraf stempelafgiften på kort og straffen for benyttelse og salg af ustemplede kort var tænkt at ville udgøre en større del. Se Carl Bruun: København. En illustreret Skildring af dets Historie, Mindesmærker og Institutioner. Bd. 3 (Kbh. 1901) s. 97-100.

[15] Resolveret af kongen 3. juli, kundgjort i Collegialtidende 18. december 1822.

[16] Nedsat til 2 skilling ved Lov af 4.7.1863.

[17] Med Næringsloven af 29.12.1857 skulle ikke længere ansøges om bevilling, men alene sikres et næringsbevis.

[18] Alle angivelser af perforering er taget fra Luren. Scandinavian Philatelic Library of Southern California, Los Angeles, vol. 19, no. 4, April 1987, pp. 3-4, samt fra Peter Poulsen: ”Catalog of Scandinavian Revenue Stamps” vol. 2, 1989, s. 45-48.

[19] Danske Lov 5-14-55. ’Dobbel’ er betegnelsen for hasardspil, især med terninger, men også med kort. Hasard i tidens sprogbrug angiver primært, at der spilles om penge.

[20] Kjøbenhavns Diplomatarium. Udg. Af O. Nielsen. Bd. 7, 1886, s. 529f.